Der er et par enheder, der arbejder utrætteligt for at beskytte vores liv. Vi taler om røgdetektorer og carbonmonoxiddetektorer. I stigende grad behøver disse enten at være hardwired i hjemmet, eller har et forseglet batteri, der er godt i ti år (i tilfælde af røgdetektorer). [Gelmi] For nylig måtte skifte batteriet i sin kulilte detektor – hvilket sker meget sjældent – og han fik ham til at tænke. Hvis batterierne skal ændres, så sjældent, hvor svært vil det være at høste energi til at drive enheden?
Vores første tanke var, at han ville bruge induktans som de spionfugle, der aborrer på kraftledninger. Men i stedet gik han til varmen tabt fra at bruge varmtvandsspidsen. Ovenfor kan du se sin test rig, der fastgjorde en Peltier-enhed til vandhanen i hans badeværelse. Når du tænder på varmt vand, opvarmer vandhanen også. Differencen mellem vandhaner temperatur og omgivende rumtemperatur genererer en lille mængde strøm. Dette er en passende kilde, men kun hvis han også kunne skære mængden af strøm, der er nødvendig af detektoren. Dette eventyr tager ham ned kaninhullet, lære om, hvordan sensorerne arbejder og udvikler sig til pålidelighed på det laveste forbrugsniveau muligt.
Vandhaneapplikationen kan virke ejendommelig. Men hvis du bruger en naturgasvandsvarmer, vil du have en carbonmonoxiddetektor nær den. Fastgør Peltier til udstrømningen, og hver gang et varmt vandhaner i huset åbnes, bliver dit system fået lidt af en genopladning.